|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 11. december 2018

Tips & tricks

 
Hvordan vedligeholder jeg cockpittet på en glasfiberbåd?
Hvordan vedligeholder jeg cockpittet på en glasfiberbåd?  Cockpittet er et område på båden, der udsættes for meget slid og snavs, og rengøring og polering er en del af den løbende vedligeholdelse.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 30-07-2005
  Du skal bruge:
- Rene klude eller specielle tekstiler til polering.
- Kraftigt rengøringsmiddel til både (cleaner)
- Blød børste eller svamp
- Flydende slibemiddel til grundpolering (rubbing)
- Flydende polermiddel (polish)
- Evt. polerskiver til maskinpolering
- Voks til både
- Mildt rengøringsmiddel (shampoo)
Cockpittet er til tider en hektisk arbejdsplads, og man slider uvægerligt på gelcoatoverfladerne og risikerer let at lave småridser.

Forberedelse
Hvis du regelmæssigt rengør, polerer og beskytter cockpittets gelcoatoverflader med voks, forlænger du overfladens levetid. Når der poleres, gælder det om ikke at tage for hårdt fat; de flydende slibe- og polermidler virker som fint slibepapir, der fjerner lidt af overfladen, hver gang de anvendes. Hvis dit cockpit er nogenlunde pænt, skal du derfor ikke grundpolere med kraftigt slibemiddel (rubbing). Cockpittets vandrette overflader, som man skal kunne færdes sikkert på, må du ikke polere og voksbehandle – de skal være skridsikre. Når du polerer, skal direkte sollys undgås.

Hvis cockpittet trænger til en grundig polering, skal det først gøres grundigt rent. Brug et kraftigt rengøringsmiddel til både (cleaner). Med en blød børste eller en svamp kan du fjerne de fleste urenheder og oliepletter. Skyl grundigt efter med ferskvand.

Hvis der er pletter, der ikke kan vaskes væk, må du slibe dem væk under grundpoleringen. “Rubbing” er det mest almindelige navn for de produkter, der bruges til grundpolering. Det er et kraftigt slibe- og rensemiddel, som kan genoprette meget matte overflader.

Du kan også bruge rubbing til at polere småridser væk med. Hvis der er dybere ridser og småskader i overfladen, er du nødt til at spartle dem ud. På gelcoat, som er cockpittets originale yderlag, kan du spartle med en “topcoat”. Det er en speciel spartelmasse, som du kan købe som færdigt gelcoat-reparationssæt hos din forhandler.

Du kan polere i hånden med rene klude eller bedst med særligt poleringstekstil. Du kan også bruge maskinkraft. Der kan købes polertilbehør til fx ekscentersliberen, men der er hjørner og vinkler i cockpittet, hvor du ikke kan komme ordentligt til med en maskine.

Maskinpolering skal foretages med forsigtighed, så man ikke overopheder overfladen. Polermidlet skal også være egnet til maskinpolering. Læs derfor vejledningen, der følger med produktet, inden du går i gang.

Til almindelig polering af ubeskadigede områder bruger man “polish”. Det er et flydende rense- og polermiddel, der indeholder voks. Der er oftest en smule slibemiddel i, og polish er normalt tilstrækkeligt til at opnå en glansfuld overflade. Det er også anvendeligt, når genstridige pletter skal renses væk.

Du kan afslutte poleringen med polish. Polish beskytter overfladen, men beskyttelsen rækker ikke en hel sæson. Derfor vil det være nødvendigt at gentage behandlingen i sæsonens løb, hvis du kun bruger polish.

Det er bedst at bruge en specialvoks uden slibemiddel som afslutning på poleringsarbejdet. Påføringen af voks skal ofte ske nogle dage efter behandlingen med polish, så polishen får tid til at hærde.

En god bådvoks giver en hård og slidstærk overflade, og cockpittet beskyttes mod oxidering og nedbrydning fra solens lys. Efter voksbehandling skal du ikke bruge skrappe rengøringsmidler til den almindelige rengøring i sæsonens løb; så fjerner du bare vokslaget. Brug i stedet et mildt rengøringsmiddel (shampoo).

Bådens udvendige overflader nedbrydes langsomt af sollys og oxidering. Polering og voksbeskyttelse udsætter nedbrydningsprocessen, men der kommer en dag, hvor der ikke kan poleres længere, og så er man nødt til male.

Cockpittet har mange hjørner og skæve vinkler, og derfor opnår man det bedste resultat ved at sprøjtemale. Hvis cockpittets originale skridsikre mønster skal erstattes, kan man male overfladerne og tilsætte pulver eller perler, der sørger for skridsikkerhed. Oftest er særlige belægninger, der kan limes på den originale overflade, dog at foretrække.
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright ?Sejlerland.dk