|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 5. august 2020

Tips & tricks

 
Hvordan lakerer jeg bådens træ?
Hvordan lakerer jeg bådens træ?  De fleste lystbåde er udstyret med trædele, der giver dem en charmerende fremtræden. Såvel over som under dæk er der træværk, der kræver vedligeholdelse.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 06-08-2005
  Du skal bruge:
- Åndedrætsværn
- Gummihandsker
- Lakfjerner
- Skraber
- Evt. høvl
- Sandpapir
- Slibeklods
- Støvsuger
- Støveklud
- Tokomponent polyuretanlak
- Fortynder
- Lakpensel
- Evt. malepude (planstryger)
Hvis træværket på din båd trænger til at blive lakeret fra bunden, skal træet forberedes grundigt, inden du kan påføre ny lak. Men hvis du er omhyggelig med grundarbejdet, kan resultatet blive meget smukt.

Forberedelse:
Du kan få laktyper til båden med meget forskellige egenskaber. Lakprodukterne er tilpasset forskellige brugsområder og er forskellige, fx hvad angår deres slidstyrke, holdbarhed og modstandskraft overfor sollys. Fremgangsmåden og forarbejdet er den samme for de fleste laktyper. Denne vejledning kan du bruge, hvis du har nyt træ, eller træ der trænger til en større renovering og omlakering. Hvis lakken på dit træ er i god stand, kan du nøjes med at mattere det med slibepapir og lakere ovenpå den gamle lak med samme laktype.

Her beskrives, hvordan man lakerer med en tokomponent polyuretanlak. Det er en lak, der er uovertruffen, hvad slidstyrke og holdbarhed angår. Til gengæld er den vanskeligere at arbejde med end enkomponente laktyper, og den er hård og usmidig og egner sig derfor ikke til træ, der arbejder.

Polyuretanlak er meget vandtæt, og det er ikke altid en fordel. Det betyder nemlig også, at fugt har vanskeligt ved at slippe ud af det lakerede træ. Træet skal derfor være helt tørt, inden du lakerer.

Du skal undgå at bruge en tæt lak, hvor træværket skal kunne ånde. Polyuretanlak er til gengæld god til teaktræ, der ellers er svært at lakere på, teaktræ skal dog affedtes først. Der findes også lakker, der er udviklet specielt til teak.

Fjern først den gamle lak fra træet. Det letteste er at bruge et lakfjernermiddel. Når lakfjerneren har fået lov til at virke i nogen tid, kan den gamle lak skrabes væk med et skrabejern. Brug åndedrætsværn og handsker under arbejdet.

Det er ofte nødvendigt at bruge lakfjerner og skrabejern ad flere omgange. Vær forsigtig med skrabejernet, det kan give nogle grimme ridser i træet. Brug derfor et skrabejern uden skarpe hjørner. Slib evt. dit skrabejerns hjørner runde med en metalfil.

Når den gamle lak er fjernet, skal træet slibes. Denne del af forarbejdet er helt afgørende for et godt resultat. Hvis der er dybe skader i dit træ, kan det være nødvendigt at høvle det ned, til det er jævnet ud.

Brug en slibeklods under slibearbejdet – bedst er en korkklods. Start med en grov slibning med slibepapir nr. 80-120, og slut af med finslibning med nr. 150-180. Slib altid langs med træets årer, og brug en støvmaske under arbejdet. Selvom du har gode og nænsomme slibemaskiner, er det bedst at bruge håndkraft.

Støvsug træoverfladen grundigt, og støvsug også dig selv efter slibearbejdet. Du skal ikke lakere med uldtøj eller andet tøj, der fælder. Fjern de sidste støvrester fra træet med en fugtig klud, og lad træet tørre.

Hvis du arbejder indendørs, bør du støvsuge rummet – sørg for god ventilation under lakeringen. Arbejder du udendørs på en fælles bådplads, bør du sikre dig, at ingen i nærheden går i gang med slibearbejder, mens du lakerer.

Brug åndedrætsværn og gummihandsker, når du arbejder med lakken, polyuretanprodukter indeholder giftige bestanddele. Derfor bør du aldrig selv sprøjtemale med polyuretanlak. Følg sikkerhedsinstruktionerne, der følger med produktet.

Nyt træ, eller træ der ikke tidligere er behandlet mod råd og svamp, bør have en gang træbeskyttelse, inden du lakerer. Det skal typisk påføres 3-4 gange, så træet er mættet. Mange imprægneringsmidler er ganske længe om at ”dampe af”, inden du kan begynde at lakere. Læs vejledningen på dåsen.

For næsten alle laktyper gælder, at første lag lak skal fortyndes kraftigt (15-25%), så lakken trænger dybt ned i træet. Polyuretanlakken består af to komponenter, der sammenrøres forsigtigt inden brug, først derefter skal lakken fortyndes. Vær omhyggelig med at ramme det rigtige blandingsforhold, når du blander komponenterne, især hvis du blander små portioner.

Første lag lak (fortyndet) skal du arbejde godt ind i træet. Brug en bred lakpensel af god kvalitet. Hvis den er ny, gøres den klar ved først at rense den i fortynder. Hvis du lakerer udendørs, skal du undgå dug. Derfor er det oftest bedst at lakere om formiddagen, så lakken er tør inden aften. Undgå direkte sollys.

Første og andet lag lak skal påføres vådt i vådt. Andet lag lak skal også fortyndes, og det skal påføres lige efter, du er færdig med første lag. Herefter skal lakken have tid til at hærde. Læs på dåsen, hvor længe lakken er om at hærde, og undersøg, hvilke forhold der kan lakeres under. Følg producentens anvisninger om ventilation, temperatur, luftfugtighed og overmalingsintervaller.

Efter de første 2 laklag vil træfibrene i overfladen rejse sig som stive børster. Disse træfibre skal forsigtigt slibes væk med slibepapir nr. 150-180. Herefter kan der lakeres med ufortyndet lak.

Lakken skal påføres med lange penselstrøg. Du kan også bruge en malerpude (planstryger) til at glatte lakken ud, efter at den er påført overfladen med pensel. Det er bedst at være to om arbejdet, hvis der anvendes planstryger.

Mange tynde lag er bedre end få tykke. Ved tykke lag risikerer du, at lakken løber. En planstryger er god til at sikre rigtig lagtykkelse. Der skal mindst 5 lag lak til, men jo flere lag lak, jo smukkere bliver resultatet. 10-12 lag er ikke for meget, og det kan give en virkelig flot og stærk overflade.

Du kan slibe forsigtigt mellem hvert lag lak (slibepapir nr. 180), det bliver resultatet endnu bedre af. Inden du lakerer sidste gang, skal du bruge finere slibepapir (nr. 240).
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright Sejlerland.dk