|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 11. december 2018

Tips & tricks

 
Hvordan fjerner jeg gammel bundmaling fra båden?
Hvordan fjerner jeg gammel bundmaling fra båden?  Der er forskellige typer bundmaling til både. Det er kun "blød bundmaling", der altid skal fjernes, når båden tages op om efteråret.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 06-08-2005
  Du skal bruge:
- Stiv børste og vandslange eller udstyr til højtryksspuling
- Evt. malingfjerner (eller brun sæbe og husholdningsfilm)
- Træskraber
- Kraftigt rengøringsmiddel
- Gummihandsker
- Beskyttelsesbriller
- Evt. vådslibepapir
- Evt. slibeklods
- Evt. spand
Hårde og polerende bundmalinger skal kun fjernes helt, hvis bunden skal renoveres, eller hvis man vil skifte til en bundmaling af en anden type eller andet fabrikat.

Forberedelse:
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne den hårde eller selvpolerende bundmaling, hvis man vil skifte til en anden type maling. Spørg din forhandler eller malingproducenten, om det er nødvendigt. Hvis bundmalingen skaller eller krakelerer, kan det også være nødvendigt at fjerne den, så der bagefter kan males med primer (grunder) og ny bundmaling. Bundmalinger må ikke fjernes ved tørslibning.

Blød bundmaling kan ikke overmales og skal derfor fjernes, når båden kommer på land. Det er lettest at fjerne blød bundmaling, umiddelbart efter at båden er taget op om efteråret, mens bundmalingen stadig er gennemvåd.

Den bløde bundmaling kan afrenses med en stiv børste og en vandslange. Højtryksspuling er også en god og effektiv metode. Husk beskyttelsesbriller. Har man ikke selv en højtryksspuler, koster det ikke meget at leje udstyret for en dag.

Hårde og selvpolerende bundmalinger fjernes bedst med et kemisk middel til malingsfjerning eller evt. med et tykt lag brun sæbe, der skal overdækkes med husholdningsfilm og virke i nogle dage. Bundmalingen kan herefter skrabes af.

Brug en skraber uden skarpe hjørner eller træredskaber, når malingen skrabes af. På den måde undgår du at lave ridser og skader i det vandtætte primerlag (grunder), der er under bundmalingen.

Du kan også spule malingen væk med højtryksspuler, efter den er behandlet med malingfjerner. Følg vejledningen til det bundmalingsprodukt, du anvender, for at finde ud af hvilken metode, der egner sig bedst til din båd. De sidste rester efter den gamle bundmaling fjernes ved at vaske bunden grundigt med et kraftigt rengøringsmiddel. Skyl efter med rigeligt vand.

Hvis det ikke er nødvendigt at fjerne al gammel bundmaling, kan bunden gøres klar til ny bundmaling ved vådslibning. Bundmalinger er giftige, og ved at vådslibe undgår man risikoen for at indånde slibestøv.

Vådslibning foretages i hånden med en slibeklods. Det er en ganske effektiv metode, der kan give en meget jævn bund, inden der påføres ny bundmaling. Du kan vådslibe, når bunden er behandlet med hård eller selvpolerende bundmaling. Blød bundmaling kan ikke slibes.

Det kan godt betale sig at være grundig med slibearbejdet. En jævn bund giver båden mindre friktion gennem vandet, og en velforberedt overflade sikrer den nye begroningshæmmende bundmaling god vedhæftning.
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright ?Sejlerland.dk