Det er ca. 10 år siden at masten sidst blev behandlet, og den trængte derfor til vedligeholdelse, hvis den skulle beholde sin gode stand.
Masten har været ude at sejle på de store verdenshave.
Der er ikke mange klubber der kan hævde at deres mast har krydset Atlanten flere gange, men i Skive har man slet ikke tal på hvor mange gange topstangen har været over Atlanterhavet, da den i sin tid fungerede som topstang på Skoleskibet Georg Stage. Den resterende del af masten har også gjort aktivt virke på de store have. Undermasten er oprindelig fra Saturn af Nørresundby/Skive og Gaffelen er fra Lappedykkeren af Fur.
Stort hold af frivillige har gjort et kæmpe arbejde
Med Kurt Jensen i spidsen har et stort hold af frivillige gennem hele vinteren først skrabet al den gamle lak af, hvorefter masten er blevet imprægneret og lakeret i mere end 10 omgange. Kaare Weber, der tidligere drev værftet på Skive havn, lavede masten til Skive Sejlklub for ca. 40 år siden. På det tidspunkt havde masterne allerede fungeret i mange år på de store gamle skuder, bortset fra topstangen fra Georg Stage der kom til for ca. 10 år siden. Kaare Weber har igen haft hænderne på sit gamle værk, og bistået med enkelte nye beslag, der trængte til udskiftning
I Skive sejlklub er man stolte over sin traditionsrige mast, og glad for at der er så mange frivillige der har gjort en stor arbejdsindsats for at bevare det gamle klenodie.
Masten blev klar til Maritim Dag Skive lørdag den 16. Maj kl. 10.00-16.00
I MaritimCenter Skive hvor man, sammen med alle klubber og aktører på havnen i Skive, afholder Maritim Dag Skive på lørdag, er man også glade for at klubben nåede at blive færdige med renoveringen.
”Det sætter prikken over I ét, at vi kan flage med dannebrog fra den nyrenoverede standermast på dagen, hvor vi forventer, at rigtig mange gæster vil benytte sig af chancen for, at få sig en stor en på opleveren - helt gratis. Her kan man bl.a. prøve at sejle, stå på vandski, windsurfe, ro, spille kajakpolo, padle kano, se piratshow, lave sit eget tovværk samt meget andet”. Udtaler Niels Kjeldsen, inden han opfordrer alle gæster til at huske praktisk tøj og håndklæde.
|